Politik/Indkomstudligning
Det danske skattesystem, dagpengesystemet, de offentlige pensioner og bistandshjælpen har, set i sammenhæng, det formål at udjævne indkomstforskellene mellem de enkelte borgere. Populært sagt at lade de bredeste skuldre bære det tungeste læs. Og det lykkes tilsyneladende meget godt. Så hvorfor overhovedet ændre på selve fundamentet for det danske velfærdssamfund? Det er der to grunde til. Udligningen koster alt for mange penge på grund af komplicerede særregler. Særregler der tilligemed udhuler værdien af den progressive beskatning. Men vigtigere er at udligningsordningen kører ad to separate spor, som til dels modarbejder hinanden.
Indholdsfortegnelse |
Skatteopkrævning
Skatteopkrævningen er en kompliceret størrelse. Der er bruttoskat, som opkræves af hver og en indkomstkrone, næsten da. Arbejdsløse og pensionister skal ikke betale bruttoskat. Derefter fratrækkes personfradrag, befordringsfradag, lønmodtagerfradrag, og en hel stribe af fradrag, som kan udnyttes i større eller mindre omfang. Når alle disse fradrag er trukket fra, står man så tilbage med den skattepligtige indkomst. Af den tager kommuner, amter og folkekirken (hvis man er medlem) hver deres faste procentsatser. Staten, den store udligner, opkræver derimod tre forskellige procentsatser af den del af indkomsten der overskrider tre forskellige beløb.
Hvis du er endt på denne side for at få en forklaring på skatten, er du gået forkert. Jeg forstår den heller ikke, så i det tilfælde må hellere tale med dem der lever af at forklare skattesystemet. De tager sig også betalt for det, hvilket ikke er så underligt. Brødet på bordet er jo ikke gratis. Men for den enkelte, og især dem med de bredeste skuldre, kan det godt betale sig at kontakte en revisor. Jeg har for eksempel opnået nettogevinster på 5-8% i forhold til min skattebetaling ved at få andre til at udfylde min selvangivelse. Og det på trods af at jeg var en ganske almindelig lønmodtager. Vellønnet godtnok, men stadig ansat med 5 ugers ferie og fast arbejdstid. Og det er her det første problem med udligningen begynder at trænge sig på.
Den personlige beskatning er så kompliceret, at langt de fleste ikke er i stand til at lave en optimal selvangivelse. Optimal udfra den enkelte skatteyders synspunkt. Her kan man så vælge at få en professionel til at udforme selvangivelsen, og dermed udnytte de muligheder som vores retfærdige skattesystem giver. Problemet med det er bare at startomkostningerne er temmeligt store, så for langt størstedelen af skatteyderne, kan det simpelthen ikke betale sig. Til gengæld kan vi med de rigtigt høje indkomster sagtens få råd til det, ikke mindst på grund af den progressive beskatning. En indkomstkrone over grænsen for topskat bliver beskattet med ca 60%. Effektivt betyder det at det er meget billigere for folk der betaler topskat, end folk der kun betaler bundskat, at få professionel hjælp til at finde alle fradragene. Den progressive beskatning betyder at en revisor er gratis for højindkomstgruppen. Til gengæld har lav og mellem-indkomstgruppen ikke noget at tjene på den manøvre, så de må klare sig så godt som de kan. Og på grund af den enorme mængde fradrag og særregler der findes, kan man reducere den skattepligtige indkomst ganske betragteligt, blot man har en passende stor disponibel pengesum. Og den findes især hos de høje indkomster.
Uanset hensigten i de mange særregler, hvoraf nogle kan virke direkte sære for de fleste, er nettoresultatet altså ikke helt efter hensigten. Så de bredeste skuldre er i realtiteten de bredeste, pånær de allerbredeste, skuldre.
Overførselsindkomster
Den anden halvdel af den højt besungne indkomstudligning, er de forskellige overførselsindkomster. Vi har for dagpenge til folk der midlertidigt står uden arbejde. Vi har pensioner til folk der af aldersmæssige eller helbredsmæssige årsager ikke længere kan opretholde en lønindtægt. Vi har endda også kontanthjælp til dem der er faldet helt til bunds i systemet. Og det er jo helt sikkert med til at udligne indkomstforskellene. Eller er det?
Der er nogle væsentlige problemer med disse udlignende overførselsindkomster. I alle tilfælde bliver anden indkomst nemlig modregegnet i større eller mindre grad. For dem med den allermindste tilknytning til arbejdsmarkedet, nemlig gruppen der modtager kontanthjælp, er modregningen på 100%. Og den modregning sker på udbetalingstidpunktet. For at "kompensere" for denne modregning, bliver indkomst der ikke stammer fra kontanthjælpen indkomstbeskattet. Og det betyder at den reelle beskatning af arbejdsindkomst for denne gruppe kommer et godt stykke over 100%. Altså: Samfundet "belønner" de mest marginaliseredes indsats for at være produktive, ved at give dem en lavere disponibel indkomst. Hvis du mener det er indkomstudligning, skal jeg gerne udligne din og min indkomst. Send mig 110% af den del af din indkomst der overstiger 80.000,00 kroner om året. Du er mig nu evigt taknemmelig for min hjælp til at udligne din indkomst. Det er i det mindste sådan virkeligheden ser ud for de 5-10% af den danske befolkning der ikke har haft en regulær lønindkomst for nylig. Jeg kan ikke rigtigt få øje på de bredeste skuldre i dette regnestykke. Kan du?
"Indkomstudlingningen" for kontanthjælpsmodtagere er det mest ekstreme eksempel på hvordan de bredeste skuldre er med til at skabe en anstændig velstand for hele samfundet. Men det er desværre er der mange andre eksempler. For eksempel er ældrechecken indtægtsregulerede. Og selv om det jo i første omgang lyder meget fornuftigt (Hvorfor skal Hr. Møller have en ældrecheck?) at regulere den slags supplerende ydelser. Problemet med indkomstregulering er bare at det er andet navn for skat. Og ikke nok med det, så er det en skat på dem med den laveste indkomst. Personligt er jeg ikke pensionist, så jeg har ikke et konkret sammenligningsgrundlag. Men som det fremgår af vejledning om regulering, bortfalder ældrechecken ved en månedsinkomst på 15.200,00 kr. I den sammenhæng skal det nævnes at mit pensionsselskab mener at jeg med min nuværende årlige indbetaling vil have en månedlig pensionsindtægt i omegnen af 30.000,00 om måneden. Og Hr. Møller har helt sikkert flere kroner at flytte rundt med. Set isoleret, er indkomstreguleringen altså ikke et problem for hverken skibsredere eller programmørerere. Vi har vores på det tørre.
Inkomstudligningen er altså ikke nær så regulerende som man kunne ønske sig, endsige kunne forledes til at tro, efter at have hørt på politikerne. Derimod er der tale om en skat på de laveste indkomster. Det er der naturligvis ikke en politisk fremtid i, så alle vælger at præsentere denne skat som et gode. Og vi falder alle for retorikken, og lader 4-5 være 6. For vores velfærdssamfund sørger jo for at dem med de laveste indkomster får den største overførsel fra resten af samfundet.
Så lad os da gøre systemet mere retfærdigt
Hvad kan vi så gøre for at skabe en virkelig indkomstudjævning, og ikke blot noget der ligner? Det realistisk alternativ til vore dages illusion er at demontere det fordelingspolitiske cirkus. Vi omlægge systemet fra den ene dag til den anden, og lade dem der er groet fast i deres nuværende placering betale gildet. Vi kan gøre det over en periode på 10-15 år, så jeg, min havemand og hans mekaniker får glæde af ændringerne. Eller vi kan gøre det over en periode på 20 til 30 år. I det sidstnævnte tilfælde vil det især være mine niecer der får glæde af det. I det første tilfælde vil risikoen for voldsom social uro være for stor. Så som den egoist jeg, som tidligere beskrvet er, vil jeg naturligvis foreslå en overgangsperiode der er kort nok til at jeg selv kan få glæde af den.
Det virker jo ikke!
Uanset hvilke idealforestillinger de danske politikere og vælgere måtte have om vores indkomstmæssige udligning, lader det til at der er nogle problemer. På den indtægtssiden er der flest penge at hente for os med de høje indkomster. Det er jo os der har den største gevinst ved at betale nogen for at finde vej igennem skattejunglen. Og som om det ikke var nok, så er det også os med de største indkomster der er mindst påvirkede af de indtægtsregulerede ydelser. Vi "rige" får altså i pose og sæk, mens de "fattige" og "mellemklassen" betaler mere end de indser. Så De bredeste skuldre ... er i virkeligheden en eufemisme for De smalleste skuldre og dem der ikke har en tilstrækkelig indtægt fra en normal skulder ... Hvis jeg var arkeypen på en ærkekapitalist, ville jeg være ligeglad med dette. Jeg vil trods alt vinde på både skatteopkrævningen og udbetalingen af overførselsindkomster. I sidstnævnte tilfælde fordi jeg er langt ude over den indkomstramme hvor den slags udbetalinger er relevante, og dermed fri til at skabe mig en ekstra indkomst.
Men jeg er ikke ligeglad. Og det uanset hvordan jeg ser på det. Uanset om jeg ser på mig selv som socialist eller kapitalist. Og jeg er begge dele. Det er vi alle, og den der ikke er en kombination af begge dele kender ikke nok sig selv. Jeg er socialist fordi jeg skal have udfyldt min udgave af Maslows behovspyramide. Og naturligvs er jeg indstillet på at jeg skal have en tør seng at sove i, mad på bordet hver dag osv. Uanset om jeg kan opnå det ved egne midler eller ej. Men når mine basale behov er blevet opfyldt, bliver jeg, såvel som alle andre, kapitalist. Og det gør jeg fordi den indsats jeg skal levere ud over den personlige overlevelse skal have en personlig værdi. For mig kunne det være evnen til at betale for at få andre til at anlægge og passe min have. For min hypotetiske havemand kunne værdien være at han ikke selv skulle betale for vedligeholdelse af sin bil. Og den mekaniker kunne måske have glæde af et IT-system til kundepleje. Her kommer jeg så ind i billedet igen. For måske er det mig der kommer til at konstruere kundeplejesystemet for den lokale mekaniker. Det kommer desværre ikke til at ske med vores nuværende udlingningssystem. Fordi både jeg havemanden og hans mekaniker skal have en bruttoindkomst der er to til tre gange prisen for den ydelse vi har behov for , at vi bliver nødt til at leve foruden. Den skattemæssige udligning betyder altså i bedste fald at jeg skal levere otte gange den indsats der er krævet for at den lokale mekaniker der servicerer min hypotetiske havemands bil, kan få et kundeplejesystem, som jeg konstruerer. Og det er den billige udgave. Havde vi alle tre befundet os på bunden af samfundet, ville den virkelige pris være uendelig.
Så lad os da gøre systemet mere retfærdigt
Hvad kan vi så gøre for at skabe en virkelig indkomstudjævning, og ikke blot noget der ligner? Det realistisk alternativ til vore dages illusion er at demontere det fordelingspolitiske cirkus. Vi omlægge systemet fra den ene dag til den anden, og lade dem der er groet fast i deres nuværende placering betale gildet. Vi kan gøre det over en periode på 10-15 år, så jeg, min havemand og hans mekaniker får glæde af ændringerne. Eller vi kan gøre det over en periode på 20 til 30 år. I det sidstnævnte tilfælde vil det især være mine niecer der får glæde af det. I det første tilfælde vil risikoen for voldsom social uro være for stor. Så som den egoist jeg, som tidligere beskrvet er, vil jeg naturligvis foreslå en overgangsperiode der er kort nok til at jeg selv kan få glæde af den. Og hvad skal der ske i løbet af de 10-15 år? Som det fremgår af denne artikel, er der to væsentlige problemer med den nuværende indkomstudligning. Disse problemer bunder i at skatteopkrævning og overførselsindkomster er to forskellige områder. Det falder derfor naturligt at erstatte disse to lovkomplekser med en samlet løsning.
De to centrale mål der skal opnås er naturligvis at fjerne problemerne for de lave og gennemsnitlige indkomster, som beskrevet ovenfor. Meget kort formuleret: Fjern den faktiske indkomstbeskatning på 100% eller mere for lavindkomstgruppen og Undgå at den progressive beskatning muliggør kreativ skattetænkning for højindkomstgruppen.
Fjern den faktisk beskatning på 100% eller mere
Det første mål er nemt at opnå. Vi skal simpelthen alle have dagpenge, bistandshjælp, pension osv. hele livet igennem. I 2001 blev der brugt 219.770.000.000 kroner på dette område. Det er i runde tal 40.000,00 kroner for hver dansker. Med en glidende overgang fra de nuværende indtægtsregulerede overførsler til et fælles indkomstfundament, vil problemerne ved pludselige forandringer ikke opstå. I løbet af denne overgangsperiode vil hver enkelt, især i lavindkomstgruppen, opleve en større og større grad af økonomisk frihed. Denne frihed er en hård valuta der kan bruges på flere måder. For eksempel er det ikke længere problematisk at deltage i frivilligt organisationsarbejde i dagtimerne.
Fjern rabatten på kreativ skattetænkning
Det næste mål er lidt sværere at opfylde. Men det kan lade sig gøre at komme tæt på det. Fjerner man de forskellige fradrag i den personlige indkomst, og hæver personfradraget med et tilsvarende beløb, bliver højindkomstgruppens muligheder for at jonglere rundt med tallene stærkt reduceret. Men den progressive beskatning er der stadig, og dermed er der stadig en skjult rabat på kreativ skattetænkning for de højeste indkomster. Så lad os afskaffe progressionen i overgangsperioden. Og lad os samtidig fjerne bruttoskatten. Jeg er ikke nationaløkonom, så jeg ved ikke hvor denne nye enhedsskat ender henne. Et forsigtigt gæt er at den samlede personlige skattebetaling ender i omegnen af 40-50%. Som en ekstra gevinst, bliver den personlige skatteberegning så simpel at næsten alle kan finde ud af den. Og dermed kan Told og Skat koncentrere kræfterne på virksomhedsligning.
Kritik
Progressionen skal bibeholdes. Alt andet har social slagside.
Det er jeg ikke enig i. Den skattemæssige progression har nemlig den sideeffekt at lønningerne på visse områder bliver meget højere end de burde være. Det drejer sig om de stillinger der skal besættes, uanset prisen. I slutningen af 1990'erne var det for eksempel meget tydeligt på IT området, hvor lønstigningerne var ekstreme. Regningen kom nogle år senere, nemlig virksomhedslukninger i stor stil. Det havde været bedre, hvis skatten ikke havde været med til at tvinge disse virksomheders lønudgifter op i et niveau der ikke i længden var konkurrencedygtigt. Så med en gradvis udfasning af den skattemæssige progression, vil lønudviklingen for de højestlønnede gå i stå, eller måske ligefrem bevæge sig baglæns. For mit vedkommende er det ikke bruttolønnen, men derimod det beløb jeg har tilbage efter skat, der er det væsentligste.
